Stavkirker – hvor nørdet kan det blive? – Så meget! For når man går i dybden med en interesse, bliver det vel lidt nørdet?
I kraft af min interesse for kirker og kirkekunst kendte jeg selvfølgelig lidt til, at Norge har nogle enestående kirker: Stavkirker. Men da jeg første gang så én for omkring 50 år siden: Eidsborg Stavkirke, var jeg solgt! Det blev til en livslang passion for disse helt enestående bygningsværker, og jeg har siden besøgt alle middelalderlige stavkirker i Norge. Og nogle af dem flere gange, og hver gang er man blevet beriget og har set ting, man ikke lige så tidligere! Derfor skal de første billeder være fra netop Eidsborg Stavkirke ved fire besøg på forskellige årstider:
Om billederne på denne side skal nævnes, at de alle er fotograferet af mig, med mindre andet er angivet på billedet. Billeder til og med 2004 er skannede dias, og derefter er det digitale fotos med med mine forskellige fotoapparater. Billederne er forsynet med årstal, f.eks. THAS 2011.
Det skal også tilføjes, at jeg naturligvis ofte har fortalt om stavkirkerne og i min foredragsliste er også et foredrag – se her.
En stavkirke er en kirke af træ, men ikke alle trækirker er stavkirker! Det hænger sammen med, at der er fire klassiske måder at bygge med træ, dvs. før man begyndte at bruge jernvinkler, limtræ osv. Disse fire måder at bygge på er: Bindingsværkshuset, blokhuset, bulhuset og stavhuset. Men bemærkelsesværdigt er det, at træbygninger har bevaret deres status i Norge og Sverige op gennem historien, ligesom bindingsværksbygningerne i høj grad har det i f.eks. Tyskland.
I Europa er disse forskellige byggemåder benyttet med forskellig hovedvægt. Når det drejer sig om stavkirker, er det Norge, der er hjemstedet – eller rettere: Hele det område, hvor vikingerne var bosat. Blokhuskirker har især hjemme i Østeuropa, hvor Kizhi betegner noget af det højst udviklede, men også i Norge og Sverige findes de. Bindingsværkskirker har jeg set i Tyskland og Frankrig, mens jeg ikke har hørt om bulhuskirker, idet bulhuset mest har været anvendt til stalde, lader og andre udhuse. Stavkirken er den fineste af dem alle, og derfor er stavkirkerne blevet så ikoniske for Norge, at de optræder på pengesedler og mønter!
Men hvad er en stavbygning – en stavkirke? Det er en helt særlig konstruktion. En nærmest genial træbygningskonstruktion, der i sin udvikling er nået til at tage højde for den fugt, der kan komme nedefra, som kan forårsage råd og svamp, og ovenfra i form af store regnmægder, som skal ledes væk fra bygningen. Derfor har de kunnet stå i 800 år!
Stavkirkerne har gennemgået store udviklingsforløb. Det første trin var palisadestavkirken, hvor vægplankerne var gravet ned i jorden. Dens holdbarhed var ikke lang. Næste trin var stolpestavkirken, hvor kun de store stolpe var nedgravet og deri indfattet sveller, som bar vægstavene. Dens holdbarhed var nok omkring 100 år, og flere af de udgravningsfund, man har gjort også i danske kirker, er netop stolpehuller fra den type kirker. Næste trin i udviklingen var den syldsatte stavkirke, hvor syldstene bar bundsvellerne, som dermed blev løftet op over jorden. Den type stavkirker har kunnet holde helt op til vores tid. Disse kirker er sværere at finde spor fra, idet de fleste syldsten er blevet genbrugt i de efterfølgende kirkers sokkelsten.
Det næste blev så, at stavkirkerne skulle gøres større. Det kunne ske ved at man forlængede kirken til en langhusstavkirke. Man kunne også gøre den bredere og understøtte taget med en midtersøjle: Midtsøjlestavkirken. Og endelig nåede man til den fuldtudbyggede stavkirke, hvor man hævede midterrummet med søjler – master, som blev afstivet med andreaskors og “knæ”. Udenom fik man så “omgangen”, og yderligere kunne man beskytte væggene med en svalegang. På taget tilføjede man spir, og på den måde fik man den fuldtudbyggede søjlestavkirke, som nok er det man først tænker på, når man taler om stavkirker. Men i tidens løb er der også kommet udbygninger og tilbygninger på rigtig mange af dem.
Hvordan kan der være, at stavkirkerne overhovedet er blevet bevaret?
Man regner med, at der har været mellem 750 og 1000 stavkirker i Norge. Her er bevaret 28 stavkirker, mens der kun er bevaret én i Sverige og ingen i Danmark. Der kendes 322 navne på stavkirker i Norge. De er blevet bygget fra 1000-taller og frem til ca. 1350, hvor “Den sorte død” raserede og reducerede befolkningstallet i Norge til mellem en tredjedel og halvdelen. Det betød selvsagt, at byggeriet gik i stå, og da befolkningstallet først i årene omkring 1700 kom op på samme tal som før “Svartedauen“, var andre måder at bygge på vundet frem.
Omkring 1650 var der 271 stavkirker tilbage –
omkring 1700 var der 204 –
omkring 1750 var der 135 –
omkring 1800 var der 95 tilbage.
Efter en brand i Grue Kirke pinsedag 1822 blev det i 1823 bestemt, at alle kirkedøre skulle vende ud ad. Det medførte, at mange portaler blev ødelagt.
Omkring 1850 var der 68 tilbage.
I 1851 blev det ved lov bestemt, at kirken skulle kunne rumme 30% af dem, der boede i sognet. Det betød, at mange stavkirker blev nedrevet, så der omkring 1900 kun var 30 tilbage.
Men: i 1837 havde maleren I.C.Dahl i en bog udgivet i Dresden gjort opmærksom på den enestående kulturskat, som stavkirkerne udgjorde, og dermed var der sat fokus på dem. I 1844 blev Fortidsmindeforeningen stiftet, og dermed et formaliseret arbejde på stavkirkernes bevarelse. Og foreningen begyndte at opkøbe stavkirkerne, før det blev for sent.
I dag – 2020 – er der 28 stavkirker tilbage i Norge. Hertil kommer, at mange genstande fra stavkirkerne, hovedsagelig portaler fra nedrevne stavkirker, findes på museer rundt omkring i Norge, primært på Universitetets Oldsagssamling i Olso, nu: Kulturhistorisk Museum.
Her er vist de 28 bevarede stavkirker, den ene flyttede, de to nedgraderede og tre kopier. (Billederne er mine – bortset fra: Grip, Vang, Kulbrandseter)
Status er, at Fortidsmindeforeningen ejer de 9 stavkirker: Urnes, Hopperstad, Borgund, Kaupanger, Nore, Uvdal, Torpo, Rødven og Kvernes.
4 stavkirker er museumskirker: Gol, Garmo, Holtålen, Øye. De resterende 13 (15) er sognekirker i brug, dog to af dem kun om sommeren: Lomen og Grip. Hertil kommer, at på grund af den tyske interesse, som I.C.Dahl skabte, købte den preussiske konge Vang stavkirke fra Valdres og genopførte den i Schlesien (det nuværende Polen). Desuden er der flere steder genopført stavkirker. Til gengæld er to kirker nedgraderede: Vågå og Fåvang i Gudbrandsdalen, idet der er så få rester, at det ikke giver mening at kalde dem stavkirker. Grip stavkirke regnes dog stadig med i listen, selv om den først er opført i 1600-tallet og derfor ikke er middelalderlig. Det er også den eneste af stavkirkerne på listen, som jeg ikke har besøgt, idet den ligger på en Atlanterhavsø i Nordmøre.
Ud over I.C.Dahls bog fra 1837 er der siden udgivet flere betydningsfulde værker, som har haft betydning for bevidstheden om den store kulturskat:
I 1892 Lorentz Dietrichson: De norske stavkirker.
I 1969 Roar Hauglid: Norske stavkirker.
I 1981 Håkon Christie: Stavkirkene – arkitektur.
I disse – og flere – bøger diskuteres stavkirkernes oprindelse, bl.a. om der er en forbindelse tilbage til de hedenske gudehov, om den håndværksmæssige forbindelse til vikingeskibene, om forbindelsen til den romanske stenarkitektur o.s.v. En diskussion, som ikke er standset. Jeg har medtaget nogle af mine egne bøger og brochurer, som er købt i kirkerne. Læg mærke til, at Asger Jorn er medforfatter til den ene bog, idet han i høj grad var med til at sætte fokus på de gamle ristninger i stavkirkerne.
En stor anerkendelse af stavkirkernes betydning i et videre perspektiv kom i 1979, da Urnes Stavkirke som repræsentant for stavkirkerne blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste!
Som det seneste skal nævnes, at en del af Norges oliemilliarder er blevet brugt på Rigsantikvarens Stavkirkeprojekt, som handlede om at forske og restaurere alle stavkirker. Dertil kom konservering af kirkekunsten og brandsikring af alle stavkirkerne. Det blev påbegyndt i 2001 og afsluttet i 2015, hvorefter alle stavkirker nu er restaurerede i den form, de står i i dag, dvs. med alle de tilføjelser og ændringer, der er sket i tidens løb. Kun nødvendige udskiftninger er foretaget, bl.a. efter røntgenundersøgelse af dele af træværket. Afrensede og nytjærede – et imponerende arbejde!
Oversigt over stavkirkerne:
I listen nedenfor er anført alle de middelalderlige stavkirker i Norge med mine billeder. Men jeg vil desuden henvise til et par fine hjemmesider: Store Norske Leksikons oversigt, hvortil navnene i oversigten nedenfor også er linket, og hvor der er mange billeder af kirkerne og deres inventar.
Samarbejdsforum for stavkirkeejere, der også har links til de forskellige kirker, og har informationer om beliggenhed, åbningstider mv.
Hvor stavkirkerne på de to nævnte hjemmesider er oplistet alfabetisk, vælger jeg at gruppere dem fra de enkle, over de større og frem til de store søjlestavkirker.
1. Den enkle stavkirke med kor og skib:
Holtålen Stavkirke er flyttet til Filandsmuseet på Sverreborg ved Trondheim. Det er den enkleste af alle stavkirker i Norge. Men man kan dog se mærker efter en svalegang, som her ligesom andre steder har skullet beskytte stavvæggene.
Undredal Stavkirke lå tidligere afsides, men med E16 gennem fjeldet fra Gudvangen til Flåm kan man køre frem til kirken. Det er ligeledes en lille enkel kirke, hvis stavvægge er beklædt med hvidmalede planker. 
2. Den enskibede stavkirke med tilbygninger og/eller svalegang:
Garmo Stavkirke er genopført i De Sandvigske Samlinger i Lillehammer, Gudbrandsdalen. Dens genrejsning skyldes en enkelt initiativrig person: Trond Ekletun, og er en spændende historie. Kirken har fået tilføjet et tværkib i blokhusbyggeri.
Øye Stavkirkei Valdres er ligeledes genopført, efter at bygingsrester af en tidligere stavkirke blev fundet som fyld under gulvet i den kirke, som afløste stavkirken.
Reinli Stavkirke i Valdres er noget ombygget, men har også en spændende historie. Den skulle have været nedrevet, fordi den “på taget så og udi grunden var brøstfeldig og forfalden“. Men folk holdt fast deroppe og bevarede kirken, så den ikke blev flyttet ned i dalen.
Røldal Stavkirke i Hardanger var i middelalderen det næstvigtigste pilgrimsmål i Norge på grund af det undergørende krucifiks i kirken. Svalegangen beskytter stavvæggene, som er fyldt med pilgrimsmærker. Kirken er fyldt med “rosenmalinger” mv.
Flesberg Stavkirke nord for Kongsberg er en særdeles ombygget stavkirke, hvor kun dele af stavvæggen og en udskåret portal er tilbage.
Rollag Stavkirke i Numedalen er også stærkt ombygget, men dens tværskib er også stavværk, selv om det først blev tilføjet op mod år 1700.
Eidsborg Stavkirke i Telemarken er nævnt ovenfor, men det er et fint eksempel på det enkle stavkirkebyggeri i alle dets både indvendige og udvendige dele.
Hedalen Stavkirke ligger i en sidedal i det sydlige Valdres. Den rummer det oprindelige stavkirkeskib, hvortil der senere er tilføjet forlængelse med kor og tværskib. Dalen blev helt affolket under “Den sorte Død” og lå øde hen. Et sagn fortæller: “En jæger jagede en tjur og afskød sin pil – den fejlede, men ramte noget, der lød som en klokke. Jægeren fandt en kirke, smed sit fyrrestål over den og gik ind i kirken, hvor han dræbte en bjørn, som var gået i hi foran alteret.” Sagnet er opnoteret i kirkebogen, og i kirkens sakristi hænger bjørneskindet! (Hvis man da skal tro sagnet). Kirken rummer meget fint inventar, bl.a. en af de fineste madonnafigurer i Norge – billede længere nede på siden.
3. Midtsøjlestavkirken:
Høyjord Stavkirke i Vestfold er en af de mindst påagtede stavkirker. Vi har da også selv kun besøgt den én gang, og da var den lukket. Den er stærkt ombygget flere gange, mest i 1600-tallet og senest et par gange i 1900-tallet.
Uvdal Stavkirke i Numedalen blev udbygget til en korskirke i 1700-tallet. Den har et meget farverigt malet interiør, og en smukt skåret portal, hvor døren har fint jernbeslag.
Nore Stavkirke i Numedalen er i nær slægtskab med Uvdal, men ser ud til oprindelig at være stavbygget som korskirke. Den har også fint dekoreret interiør og som noget særligt malede rebusser på væggene.
4. Langhusstavkirkerne i Møre:
Rødven Stavkirke i Møre & Romsdal er af en langhustype, hvoraf der kun er bevaret to. Det karakteristiske er de skrå støtter på langhusvæggene. Den opleves med et meget rustikt træ-interiør, hvor krucifikset fra 1200-tallet tiltrækker sig særlig opmærksomhed.
Kvernes Stavkirke ligger ligeledes i Møre & Romsdal. Den har også skrå støtter langs væggen. Dens indre er præget af smukt bemalede dekorationer og flere spændende stykker inventar, f.eks altertavlen med udskårne figurer: “Anna Selvtredje” og Maria med Jesus.
For fuldstændighedens skyld bør her nævnes Grip Stavkirke, selv om den ifølge nyere undersøgelser først er opført i 1600-tallet. Grip er en lille ø i Atlanten ud for Møre. Der bor kun folk om sommeren, og færgefart skal bestilles. Derfor er den lidt vanskelig tilgængelig. Jeg kan leve med ikke at have besøgt den, for den er strengt taget ikke middelalderlig.
5. Søjlestavkirke af Valdrestypen:
Lomen Stavkirke i Vestre Slidre ser ved første øjekast ikke ud af noget særligt, da den er dækket af planker og taget med skiffer. Men der er faktisk meget spændende: Portalen er et eksempel på, hvordan portaler blev ødelagt da dørene skulle gå udad. Valdrestypen af stavkirker har fire store master, der bærer den øverste del af midterrummet med Andreaskors, tagstol mv.
Hurum Stavkirke – eller Høre Stavkirke – ligger ligeledes i Vestre Slidre. Den har også 4 master med udskårne kapitæler, og som bærer midtrummet. Kirken er ombygget, men fremtræder harmonisk. Rummer en fint skåret portal med smedjejernsbeslag.
Hegge Stavkirke i Østre Slidre er en rødmalet stavkirke, som har seks master, der bærer midtrummet. Her er der dog lagt et loft lige over Andreaskorsene, og det danner et loftsrum, hvor man kan se de fint udskårne mastehoveder, hvoraf det ene går for at være en fremstilling af Odin med det ene øje. Kirken har også fint udskårne portaler.
6. Den fuldt udbyggede – klassiske – Stavkirke:
Borgund Stavkirke i Lærdal i Sogn er Norges bedst bevarede stavkirke, og næsten prototypen på det, man i bred forstand forbinder med en stavkirke. Derfor er den afbildet på bøger, turistbrochurer, pengeseddel osv. som noget af det, der næsten ikonisk kendetegner Norge.
Gol Stavkirke i Hallingdalen er blevet flyttet til Norsk Folkemuseum på Bygdøy. Den står meget flot og karakteristisk og er en fornem repræsentant for stavkirkerne både med hensyn til arkitektur og udstyr. Som noget særligt kan nævnes de middelalderlige ristninger.
Hopperstad Stavkirke i Sogn er blevet restaureret efter Borgund-forbillede. Den har meget fine skårne portaler, og rummer en sidealter-baldakin, som er en af de fineste i Norge. Desuden findes en mængde ristninger, som bl.a. den danske maler Asger Jorn var med til at sætte fokus på.
Kaupanger Stavkirke i Sogn er Norges længste stavkirke, idet den er er bygget som en langhuskirke, dog med master og hævet midtrum. I 1600-tallet fik den beklædt stavvæggen med planker og en lidt speciel tagrytter mod vest.
Torpo Stavkirke i Hallingdalen står som en slags torso, idet den var planlagt til at blive nedrevet. I sidste øjeblik lykkedes det Fortidsmindeforeningen at overtage kirken, men da var koret blevet nedrevet. Den rummer det oprindelige korhvælv, som er smukt bemalet med Kristus og apostlene – det ene af kun to bevarede. De skårne portaler er noget vejrbidte, men meget smukke.
Heddal Stavkirke i Telemarken er Norges største stavkirke. Den har været gennem flere hårdhændede restaureringer, men kernen i kirken er nogenlunde intakt. Den har tagrytter på både skib og kor, der også begge har hævet midtrum. Den rummer fire skårne portaler, runeindskriptioner og ikke mindst en stol fra 1200-tallet med udskåret motiv fra Vølsungesagaen.
Lom Stavkirke i Gudbrandsdalen er forlænget mod vest og har fået tværskibe. En tagrytter er inspireret af centraltårnet på Nidarosdomen i Trondheim, ligesom apsis er inspireret derfra.
Ringebu Stavkirke i Gudbrandsdalen har den oprindelige stavkirke mod vest, og udvidelsen består af forlænget kirkeskib, tværskib og kor. Ligesom i Lom er dens centraltårn inspireret af Nidarosdomen.
7. Stavkirke på UNESCOS verdensarvsliste:
Urnes Stavkirke er Norges ældste og ligger på et næs i Sognefjorden, centralt fra et skibsperspektiv, men afsides fra et bilistperspektiv. Første gang vi besøgte næsset i 1979, måtte vi sejle derover. Siden er der ført bilvej frem, så man nu kan køre dertil nordfra. Den er Norges ældste stavkirke og rummer udskårne planker på nordsiden af kirken, som har givet navn til vikingetidens sidste stilart: Urnes-stilen. Også i gavltrekanterne findes udskæringerne, men de er nu afdækkede af hensyn til bevaringen.
Stavkirken er nu smukt restaureret, renset og nytjæret i forbindelse med Rigsantikvarens Stavkirkeprojekt. Vi har besøgt den fire gange, men i dag må der ikke fotograferes inde i kirken, så jeg nøjes med de første billeder indefra fra 1979. Bemærkelsesværdig er afstivningen af korvæggen, de mange udskårne kapitæler på masterne, og ristningerne af vikingeskibe. Også et vikingeskib som lysestage på koret. Også en meget smuk kalvariegruppe fra 1200-tallet pryder korvæggen.
Se også billederne ovenfor på siden.
8. Flyttede stavkirker og kopier:
Fantoft Stavkirke stammer fra en bygd Fortun i den allerinderste gren af Sognefjorden og blev flyttet til Fantoft ved Bergen, hvor den blev genopført efter forbillede af Borgund. Da vi besøgte den første gang i 1986 var det den genopførte kirke, vi så. Desværre blev kirken sat i brand af satanister i 1992 men blev genopført som kopi af den tidligere stavkirke på Fantoft i 1997.
For fuldstændighedens skyld skal her bemærkes, at Holtålen, Garmo og Gol også er flyttede stavkirker. I Gol er opført en kopi af kirken på Bygdøy, ligesom der også andre steder opføres rekonstruktioner af tidligere Stavkirker.
Vang Stavkirke fra Vestre Slidre i Valdres blev solgt til genopførelse i Schlesien, hvor det kun er kernen, der er stavkirken, men i øvrigt en mere fri genrejsning. Nævnes skal også, at der i Hahnenklee i Harzen er opført en kirke i Stavkirkestil, men intet i den er fra en “rigtig” stavkirke.
Da Island fyldte 1000 år, forærede Norge en stavkirke til Island. Den blev opført i Heimaey, og er en model af Holtålen Stavkirke men med svalegang.
Endelig skal det nævnes, at der i USA er opført kopier af norske stavkirker. Det skyldes især norske udvandrere, der på den måde har villet holde traditionerne i live. Der findes flere, men her vises tre.
9. Fragmenter af stavkirker:
Som nævnt ovenfor kender man navnene på mange stavkirker. En del findes i opmålinger og tegninger fra før nedrivningen, og endelig er der rundt omkring på Norske museer og samlinger flere ting bevarede. Her skal vises eksempler fra tre museer: De Sandvigske Samlinger i Lillehammer, Bergens Museum og Kulurhistorisk Museum i Oslo. Men også i forskellige kirker findes bevarede dele. Et eksempel er Gaupne Gl. Kirke ved Sognefjorden, hvor en portal er bevaret. Fragmenter fra Sverige og Danmark nævnes nedenfor, men der findes faktisk bevaret en del af en palisadestavkirke fra England, som vi dog ikke har besøgt: Kirken i Greensted, lidt nordøst for London.
10. Stavkirker i Sverige og Danmark:
Selv om der har været mange stavkirker i både Sverige og Danmark, er der kun bevaret én stavkirke uden for Norge, nemlig i Sverige. Både i Sverige og Danmark er der fundet rester og spor af stavkirker, og også her genopføres stavkirker eller rekonstruktioner af stavkirker.
Sverige: Her er bevaret Hedared Stavkirke øst for Göteborg. Desuden en del planker fra Hemse Stavkirke på Gotland, der nu findes i Statens Historiske Museum i Stockholm. Også i Sverige opføres rekonstruktioner af stavkirker. Her vises Skaga Stavkirke, som er opført i området mellem Vänern og Vättern.
Danmark: Vi har på Nationalmuseet den såkaldte Hørningplanke, der blev fundet i 1887 som murfyld i Hørning Kirke lidt syd for Randers. Planken har været en topsvelle i en stavkirke, og en sådan er nu rekonstrueret ved Mosgaard Museum i Århus og kaldes Hørning Stavkirke. Men også ved Ringkøbing Fjord der der en stavkirke i Bork Vikingehavn, ligesom der også ved Vikingecenteret i Ribe er opført en rekonstruktion med navnet Ansgar Stavkirke eller blot Ansgar Kirke.
Selv om der er vist mange billeder på denne side, er det kun et udpluk af mine stavkirkefotos, men jeg håber, at siden kan inspirere og bruges som genvej til flere oplysninger.
Siden er opdateret 12/10 2020 – og slutter med et panoramafoto af Urnes Stavkirke: