Vi bor i Sønderjylland, og har gjort det nu i 25 år. Vi har lært at sige “Mojn“, somme tider kommer vi endda til at sige det uden for Sønderjylland. Men alligevel er vi nok ikke rigtige Sønderjyder – sådan “helt inde i hjertet“. Men vi har lært meget af sønderjyderne, og vi har en helt klar erindring om, hvornår vi for alvor oplevede det særligt sønderjyske:
Vi flyttede til Haderslev lige før jul 1997, og 4 maj 1998 var vi til Lysfest på Haderslev Kaserne. Det eneste sted i Danmark, hvor man officielt virkelig markerer befrielsen i 1945. Det var hyggeligt, folk småsnakkede, flere fik sig en øl, alt imens soldater marcherede ind, spejdere gik fakkeltog, den store fane blev hejst, og de levende lys i alle kasernens vinduer blev tændt. Programmet blev afviklet med taler, Slesvigske Musikkorps spillede, der var fællessang. Så lød friheds-budskabet over højttalerne: Og der blev musestille! Selv de unge mennesker med en øl i hånden – ikke en lyd! Da gik det virkelig op for os, hvad det var for en egn, vi var flyttet til. Og vi har mødt mange udtryk for det samme senere. Så vi blev nødt til at sætte os noget mere ind i historien.
Jeg synes selv, at jeg altid har vidst noget om Sønderjylland. Min far havde i 30’erne været tjenestekarl i Toftlund, og han kunne fortælle noget om, hvad der var sket med Sønderjylland. På et tidspunkt omkring min 12-års alder sagde lærer Rødbro i Asmindegårde Skole til mig, at jeg skulle læse disse bøger: “Rasmus fra Rodskov“, “Rasmus og spionen” og “Rasmus spejder” fra det lille skolebibliotek i skabet. Dér lærte jeg noget om sønderjysk historie – det var 1848-50 krigen med general Olaf Rye osv. Senere læste vi på Langelinie Skole i Vejle: Hermann Bangs “Tine“, hvor det var om 1864-krigen. Efter min realeksamen arbejdede jeg på soldaterhjemmet i Haderslev nogle måneder omkring 1963-64, inden jeg skulle være soldat under den kolde krig. Og jeg blev soldat i Padborglejren! Senere, på Seminariet i Jelling, fik vi en historielærer, Leif Ingvorsen, som havde skrevet bogen: “Fortællinger af Sønderjyllands historie“, som vi læste. Som ung lærer i Horne havde vi eleverne med på lejrskole i Sydslesvig, og i Holstebro arbejdede vi i en klasse med emnet: “Et land, to riger, tre folk, fire sprog” og tog på lejrskole dernede. Emnet refererede til landet mellem Elben og Kongeåen / Danmark og Tyskland / danskere, tyskere og frisere / dansk-tysk-plattysk-frisisk. – Så jeg synes da egentlig, at jeg godt vidste lidt om Sønderjylland.
Men viden fra en bog og at have været nogle steder, ja at bo her, er ikke det samme som i hjertet at føle sig som sønderjyde!
Så vi gik i gang med at besøge mange steder i Sønderjylland, og at læse op på historien. Men det er ikke let at få hold på historien om hertugdømmet, mindretal osv. Men der er i dag mange gode kilder: Bøger, hjemmesider, info-tavler ved stederne, museer osv. Og nu har vi gennem de seneste år fået det hele frisket op, fordi vi har haft en hel del fejringer!
Hvis man vil have et kort overblik over hertugdømmet er den oven for viste virkelig god. Den kan læses på nettet! En tilsvarende kort fremstilling af genforeningen kan også læses på nettet! De to forfattere er gået sammen om den nye bog: Sønderjylland – en særlig historie, som rækker fra oldtiden til det seneste kommunalvalg. I forbindelse med jubilæerne de seneste år er der ligeledes udgivet mange, både større og mindre bøger – og også fremragende film.
Det var indledningen – nu til de historiske fejringer:
2017:
Det var 500 års fejringen af reformationens begyndelse med Luthers opslag af teserne på slotskirkens dør i Wittenberg. Og jo, det har faktisk noget med Haderslev at gøre! Den unge prins Christian deltog sammen med sin morbror, kurfyrst Joakim af Brandenburg, ved rigsdagen i Worms i 1521. Her blev han meget optaget af Luthers tanker. Da han senere blev hertug med bopæl i Haderslev, indførte han reformationen i Haderslev i 1526 – ti år før han som kong Christian III gennemførte reformationen i hele Danmark i 1536. Det var derfor naturligt, at den officielle fejring af reformations jubilæet fandt sted her i Haderslev. Jeg har fortalt lidt om den fejring på siden her: Lutherrosen.
Hele byen var på på forskellig måde involveret i fejringen. Skolebørn havde arbejdet med reformationen, museet havde en fin udstilling, og ud over den officielle gudstjeneste med officielle repræsentanter, var der også en reformationsgudstjeneste for byens borgere med deltagelse af biskop og byens præster.
Haderslev er venskabsby med Wittenberg og derfor var det naturligt, at der skulle en delegation fra Haderslev til fejringen i Wittenberg, og her var Aase og jeg så heldige at blive inviteret med som repræsentanter for det frivillige kirkelige arbejde i Haderslev. Se mere på siden: 2017 Luther-jubilæet i Wittenberg. – Og ja, så kunne vi selv i 2017 fejre vores Guldbryllup!
2018:
Året var 100 året for første verdenskrigs afslutning. I første verdenskrig deltog omkring 30.000 mand fra Nordslesvig (det nuværende Sønderjylland) som soldater i tysk tjeneste. Af disse faldt omkring 5300 mand, og de efterlod sig ca. 1500 enker og ca. 700 faderløse børn. Dertil kom ca. 7000 krigs-invalider og krigs-beskadigede, men mange led også af krigs-traumer. Derfor er der næppe en sønderjysk familie, som ikke på en eller anden måde bærer på ar i familien. Og der er næppe noget sogn i Sønderjylland, som ikke har et mindesmærke for faldne fra sognet. Eksempler er medtaget.
Både i Haderslev og mange andre steder i Sønderjylland blev første verdenskrigs afslutning markeret den 11/11 kl. 11 med bl.a. kransenedlæggelser. Dagen efter tog jeg de fire første af de nedenfor viste billeder ved mindestederne i Haderslev. Jeg har også medtaget monumentet uden for Nikolaikirken i Aabenraa. Monumentet viser dødsenglen med en tysk soldat, som bærer hjelm, og en dansk soldat med bart hoved. Den bærer indskriften “Vore faldne sønner (på tysk) – 1914-1918 – Vore faldnes minde”.
2019:
Året var 100-året for de store bestræbelser på at få en folkeafstemning gennemført i hertugdømmet Slesvig om tilhørsforholdet. Her spillede H.P.Hansen fra Aabenraa en stor rolle, og det var derfor naturligt at Kulturhistorisk Museum i Aabenraa forberedte en udstilling om ham og hans virke: “Genforeningens pris – H.P.Hansens svære valg“, en udstilling hvortil ovenfor viste bog blev udgivet. Museet på Sønderborg Slot forberedte ligeledes en stor udstilling: “100 år med Danmark – Sønderjylland siden Genforeningen“. Selv om udstillingerne først åbnede i 2020, tager jeg billeder med her.
Men 2019 var også året, hvor man forberedte genforenings-jubilæet, og hvor man var i gang med Genforenings-haven ved “Folkehjem” i Aabenraa. Desuden året, hvor Haderslev Domkirke gennemgik en stor renovering, så den kunne stå klar til både genforenings-fejringerne og til domkirkejubilæet.
2020:
Det er et år med flere jubilæer: 100-året for Genforeningen – 80-året for Danmarks besættelse – 75-året for Danmarks befrielse. Så der var mange ting af fejre, og året begyndte godt med åbning af udstillinger mv. På Det gamle Rådhus i Haderslev var der en udstilling om danske og tyske familier op til afstemningen og Genforeningen. På Brundlund Slot i Aabenraa var der en udstilling om Kunstnergaven, som var danske kunstneres genforeningsgave til den sønderjyske befolkning. Og Tønder Kunstmuseum havde ligeledes en udstilling om det dansk-tyske forhold.
Men så kom Corona-pandemien, og mange ting måtte lukke og andre ting udskydes, men 9. april blev markeret med kransenedlæggelse som sædvanligt! Og der blev opstillet forklarende infotavler de steder i byen, hvor begivenhederne havde fundet sted. Under billederne er der link til en større visning, så teksten kan læses.
Læs 9. april-plancherne ved klik på disse links: Planche 1 – planche 2 – planche 3 – planche 4.
2021:
Året i sig selv er ikke de store jubilæers år, men til gengæld blev flere af de ting, der var blevet udskudt, fejret i dette år. Nu var der heldigvis kommet en vaccine mod Corona, så samfundet begyndte at lukke mere og mere op. På grund af Corona blev Lysfesten på Kasernen aflyst for publikum, men blev i stedet transmitteret i TV. På en gavl i Storegade 51 blev der malet et genforeningsbillede af Andreas Welin: To kvinder markerer de to lande: Den tyske kvinde bærer en egegren, og den danske kvinde en gren fra en blodbøg. Læs mere om maleriet her. Og endelig kunne man så fejre den udsatte Genforenings-fest med tre generationer af den kongelige familie. Kun en udvalgt skare var inviteret, vi andre kunne følge festen i TV. Til gengæld kunne vi så opleve teaterstykker live, og følge udstillinger og andet.
Fra “mod hinanden til med hinanden”:
Vi kalder det jubilæet for Genforeningen, men set fra den anden side er det Slesvigs deling. Og sådan er vinklerne forskellige. Der har længe været et modsætningsforhold – især i tiden mellem verdenskrigene. Og det har taget år at komme videre. Det virkeligt store skridt blev taget med København-Bonn erklæringerne i 1955. Og siden da er både Danmark og Tyskland kommet med i EU, og Sønderjylland og Sydslesvig har i dag et stærkt regionssamarbejde. Så stærkt, at også den tyske præsident kunne være med til fejringen ved gudstjenesten i Haderslev Domkirke, og at også tyskere kan være repræsenteret ved bl.a. Dybbølfesterne. Ja, der har været tanker fremme om, at det gode samarbejde også omkring mindretallene, kunne komme med på UNESCO’s immaterielle verdensarvsliste. Fra mange lande kommer man til Sønderjylland og Sydslesvig for at lære om samarbejde og sameksistens.
Noget af det, som Aase og jeg har oplevet stærkt, er den store folkelige opbakning, der er til det, der sker i landsdelen: Både når der drejer sig om frivilligt arbejde og om deltagelse i arrangementer. Det gælder idræt og fodbold, Lysfest, Kløften festival, Stafet for livet, Sct. Hans aftener i Damparken, Hertug Hans festival, og mange andre ting.
Langt tilbage har danskerne haft deres nationale samlingssted på Skamlingsbanken. Tyskerne har haft deres på Knivsbjerg. Begge dele har været udsat for modpartens angreb. Og efter Genforeningen fjernede man statuen af kejser Wilhelm fra torvet i Haderslev. Den kom først til at befinde sig bag Museet, men er senere flyttet til Sønderborg Slot. Bismarck-statuen på Knivsbjerg blev i 1919 flyttet til Hüttener Berge syd for Slesvig, og resten af det 45 m. høje monument blev bombet efter besættelsen.
Man fortsatte i mange år med afstemningsfester og andre markeringer i forsamlingshuse mv. Det har tilsvarende været vigtigt, at Folkekirken har haft ansat præster for den tyske del af menighederne i de store byer. Og endelig har det har haft betydning, at kongefamilien har “sommerhus” i Gråsten, og at der dermed er et nært bånd til kongehuset.
2022:
Året er 100-året for Haderslev Stifts oprettelse. Det skete ved en lovændring, som gjorde både Vor Frue Kirke i Haderslev og Vor Frue Kirke i København til domkirker. Begge havde været kollegiatskirker, en slags “halb Dom”, som man sagde om Vor Frue i Haderslev, men nu blev rigtige domkirker. Haderslev Stift blev oprettet så det omfattede Østsønderjylland og Sydøstjylland, og Sjællands stift blev delt i Roskilde og Københavns Stift. Det blev biskop Ammundsen, der som den første biskop kom til at sørge for, at kirkerne i kongeriget og det tidligere hertugdømme voksede sammen. Men endnu 100 år efter, er der særlige forhold i Sønderjylland, f.eks. er det i Sønderjylland Folkeregisteret, der står for fødsels-registrering, og ikke sognekirkerne, som i det øvrige Danmark.
Op til Stiftsjubilæet har Haderslev Domkirke gennemgået en stor renovering, hvor den fik nyt blytag på alle tagflader, og kirkens indre blev gennemgået og nykalket. Kirken har også fået ny LED-belysning og særlig belysning ved alteret og i koret, så den også ved aftengudstjenester eller koncerter står meget flot. I anledning af jubilæet udgav Stiftet en meget fin bog “Kirke på grænsen“, som omhandler de 100 år.
En fejring, som ikke i sit udgangspunkt var historisk – men som blev det – var Tour de France gennem Sønderjylland! Igen var der en fantastisk opbakning. Selv kørte vi et par dage før ruten fra Haderslev til Dybbøl – dog ikke på cykel. Der var virkelig gjort noget ud af det!
Dybbøl er blot et af de nationale mindesmærker for begivenheder i Sønderjylland. De findes også andre steder. Landssoldaten i Fredericia er verdens ældste monument for den ukendte soldat. Istedløven har haft en omtumlet historie, men står nu igen på sin oprindelige plads på den gamle Kirkegård i Flensborg. Begge refererer til første Slesvigske krig 1848-50. Tårnet på Ejer Baunehøj er opført i anledning af Genforeningen 1920. Det største monument er Mindeparken ved Marselisborg i Aarhus. Men over alt i Danmark er der mindesten både Genforeningen 1920 og Befrielsen 1945: Erindringssteder!
2022 var også året, hvor vi selv kunne fejre, at vi nu havde boet i Haderslev i 25 år! Var vi så blevet sønderjyder? Svært at svare på, men vi har i hvert fald lært meget om Sønderjylland og af sønderjyderne. Og vi blevet mere opmærksom på, hvad det vil sige at være dansk. Ikke på den ekskluderende måde, men på den måde, at “her har jeg rod, herfra min verden går“. Og det har betydet, at når man har sit udgangspunkt på plads, har man kunnet møde mennesker af anden nationalitet, anden politisk observans, anden kirke- eller religions-forståelse og tro. Og det har faktisk været en berigelse!
Der findes mange bøger og hjemmesider om Sønderjylland. Her skal blot nævnes få:
https://graenseforeningen.dk/
https://msj.dk/ – https://1864.dk/ (Museum Sønderjylland – Dybbøl centeret)
http://www.danskmindretal.dk/
https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/genforeningen-1920
Opdateret 30/6 2023