Når man bliver ældre, ser man nogle linjer eller sammenhænge i sit liv, som man ikke lige så, mens man stod midt i det. – Da jeg blev soldat i 1964, vidste jeg kun lidt om anden verdenskrig, for selv om det kun var 19 år efter befrielsen den 5. maj 1945, var det meget begrænset, hvor meget vi vidste om og havde hørt om nazisternes KZ-lejre.
Jeg blev indkaldt som soldat 3. februar 1964 til Flyvevåbnet, og skulle stille i Karup. Her blev vi modtaget, fik udrustning mv. og blev så sat i et tog, som fragtede os til Padborg Station, hvorfra vi blev fragtet (eller gik?) til Padborglejren, den tidligere Frøslevlejr og Fårhuslejr. Men den historie kendte jeg ingenting til på det tidspunkt. Her havde Flyvevåbnet en rekrutskole, og her opholdt vi os de næste måneder. Vi blev indkvarteret i nogle af barakkerne, der tidligere havde huset danske politifanger og modstandsfolk for at undgå, at de blev sendt til de tyske KZ-lejre. Jeg husker, at en af mine soldaterkammeraters far som modstandsmand var blevet afhørt, og havde fået skoddet cigaretter i ryggen i barakken ved siden af. Sådan noget gjorde indtryk! Uden for vores barak var der en mindesten over én, der var blevet skudt af nazisternes vagter. Jeg husker også den stemning, det var især ved aften, at se vagttårnets silhuet.
Efter befrielsen i 1945 blev “Frøslevlejren” ændret til at huse tyske medløbere og “landssvigere” under navnet “Fårhuslejren“. Under opholdet som rekrutter fik vi mere at vide om lejrens tidligere historie. Men vi var unge og havde livet foran os, så det er først senere, at det er gået op for mig, at det var her, jeg virkelig først blev opmærksom på, hvad nazisterne havde haft gang i ud over krigsførelsen, og at det også var her, kimen blev lagt til en opmærksomhed på, hvad der foregik i tiden omkring min fødsel. En gang i 90-erne spurgte jeg min mor, hvornår de blev opmærksom på koncentrationslejre og jødeforfølgelse. Hun mente at huske, at det først var omkring 1944, at det for alvor gik op for dem, – og det var netop det år, jeg blev født!
Klik og se soldaterbilledet ovenfor i en højere opløsning.
Efter rekruttiden i Padborglejren kom jeg ind til Kontrol & Varslings-tjenesten, og var udstationeret i Grib skov og ved Vordingborg på radarstationer. Jeg har næsten ingen billeder fra min soldatertid, men dog et par stykker.
Da jeg var færdig med soldatertiden, kom jeg på seminariet, hvor jeg lærte mere om nazisternes uhyrligheder, bl.a. i en samling af dokumentationer i en bog: “Sådan var nazismen” fra 1967. Jeg mener også, at det var her, at vi stiftede bekendtskab med filmen “Nacht und Nebel” fra 1955. Men vi fik det for alvor ind på nethinden, da vi i 1978 så TV-serien “Holocaust“, som virkelig var med til at bryde et tavsheds-tabu. Ikke kun i Danmark, men i langt højere grad i Tyskland!
Der gik mange år, før jeg første gang besøgte en rigtig KZ-lejr. Men det var til gengæld også den værste af dem alle sammen: Auschwitz! Det var sammen med eleverne i Horne, hvor vi efter murens fald begyndte at lave udenlandsture til Polen. I 1993 besøgte vi Auschwitz første gang. Selv om jeg / vi havde forberedt os godt, var det et chok. Siden var jeg med på turen i 1995 og 1996, og det var faktisk først ved tredje besøg, at jeg følte mig i stand til at tage nogenlunde ordentlige billeder. Ved mit første besøg købte jeg en bog med fotodokumentarer: “Auschwitz – Voices from the Ground“, som var god ved senere forberedelser. I Krakow købte jeg to CD’ere: Penderecki: Auschwitz-Oratorium DIES IRAE, som ikke er baggrundsmusik, men gribende og næsten et skrig fra Auschwitz! Også Gorecki: Symfoni nr. 3 “Sorgens sange”, hvis anden sats er bygget over en grafitti i et Gestapofængsel i Zakopane syd for Krakow: “Moder, græd ikke. Himmeldronningen, den rene jomfru, er altid med mig. Ave Maria, fuld af nåde.” – Musikken kan i dag søges og høres via youtube.com
Siden har vi ved ferier og på rejser besøgt flere af både de store KZ-hovedlejre og nogle af de mindre udelejre. Ligeledes de mindesmærker, der er oprettet for ikke at glemme Holocaust. I det følgende vil jeg vise udvalgte billeder fra besøgene og kommentere de enkelte lejre. Men skal man gå i dybden, vil jeg henvise til faglitteraturen. Nedenstående er vores personlige oplevelser, og på billederne er indsat årstal for fotoet.
Lejrnavnene i beskrivelsen er dog linkede til beskrivelserne på Wikipedia, hvorfra man kan gå videre, og hvor der også er en god og brugbar oversigt over Tyske koncentrationslejre, og hvor der på beskrivelsen af de enkelte lejre er angivet koordinater til lejrenes beliggenhed.
Først er det dog billeder fra besøg i Padborglejren, som dog nu igen har sit oprindelige navn: Frøslevlejren. Den rummer et museum under Nationalmuseet + andre udstillinger. Men den rummer også en efterskole! Se Skov- og naturstyrelsens folder. Se Frøslevlejrens Museums hjemmeside.
Frøslevlejren. Enhver kan gå en tur rundt i lejrområdet og bese flere af udstillingerne gratis. Man skal kun betale entré, hvis man vil ind og se udstillingerne fra tiden om Frøslevlejren 1944-45 og udstillingen om Fårhuslejren 1945. Læs mere om Prebens sten her.
Mindesmærke ved grænsen. Umiddelbart efter at man er kørt over grænsen ved Padborg-overgangen ligger til venstre et mindesmærke over de fanger, der blev transporterede fra Frøslevlejren til KZ-lejren Neuengamme ved Hamborg og KZ-lejren Dachau ved München. Det skal derfor være de to lejre, vi besøger først.
Neuengamme er den af de store hovedlejre, som ligger nærmest Danmark, og derfor naturligvis den, som de fleste tilfangetagne danskere, f.eks. fra politiet, blev transporterede til. Vi besøgte Neuengamme i 2012, og det er en forstemmende oplevelse ligesom ved de øvrige besøg. Men viser samtidig, hvordan Tyskland har vedkendt sig deres fortid. Der lægges ikke fingre imellem, og der bortforklares ikke noget! Samtidig er der en stor studiesamling, hvor slægtninge kan gå på opdagelse i arkiverne efter oplysninger. (Se mere under “Studietur til tre KZ-lejre“)
Dachau er den KZ-lejr, der blev oprettet først – allerede i 1933. Navnet Dachau er sammen med Auschwitz de to navne, der stærkest har brændt sig ind i manges bevidsthed, når det drejer sig om Nazisternes uhyrligheder. Men hvor Auschwitz var en udrydelseslejr, var Dachau i højere grad en fangelejr for nazisternes modstandere. Vi besøgte Dachau i 2018.
Bergen-Belsen er et navn, som mange har set på de brune seværdighedsskilte langs Autobahn A7 mellem Hamburg og Hannover. Bag navnet gemmer sig en stor koncentrationslejr for politiske modstandere. Den blev dog udvidet til også at rumme andre. Den havde ingen gaskamre og flere fanger blev derfor videresendt til f.eks. Auschwitz. En af de berømteste fanger er Anne Frank, kendt fra sin dagbog. Vi besøgte lejren i 2007. (Se mere under “Studietur til tre KZ-lejre“)
Buchenwald er en af de helt store koncentrationslejre i Tyskland. Den ligger på Ettersberg nær Weimar og blev opr. brugt til politiske fanger. Senere kom også fanger fra andre lande, herunder politifolk fra Danmark og en del studenter fra Norge. Under DDR-regimet blev opført et stort monument, hvor der tidligere havde stået en Bismarck statue. Jeg besøgte lejren sammen med min bror Bent i 2023. (Se mere under “Studietur til tre KZ-lejre“)
Ravensbrück ligger et stykke nord for Berlin. Det var en berygtet kvindelejr for kvinder fra hele Europa. Også en del skandinaviske kvinder var her, og derfor var lejren også indbefattet i aktionen med “de hvide busser”, som i slutningen af krigen hentede kz-fanger hjem. Vi besøgte lejren i 2000.
Dora Mittelbau var oprindelig en underlejr til Buchenwald, men blev selvstændig lejr, da man i 1943 begyndte at arbejde med udvikling af raketter. I 1944 kom den under SS, da man begyndte at fylde den med fanger fra de lejre, der måtte rømmes på grund af Den røde Hærs fremmarch. Vi besøgte lejren i 2014, og det er en kontrastfyldt oplevelse midt i den idylliske sydlige del af Harzen.
Langenstein (tysk link) er en udelejr under Buchenwald. Vi fandt den ved en tilfældighed under et besøg i Harzen i 2003, for vi havde ikke hørt om den før. Det var en af de mange “mindre” lejre, men det største indtryk var, at man her ikke kun så en mindesten med et tal for hvor mange, der var omkommet. Her var det virkelig anskueliggjort på en fin, men rystende måde.
Sandbostel (tysk link) nordøst for Bremen var en udelejr under Neuengamme og en lejr for krigsfanger. Den er et eksempel på, at det ikke har været muligt at renovere alle KZ-lejre. Lejren er meget forfalden, men rummer dog et informationslokale. Vi besøgte lejren i 2012. – PS. Vi kan nu se på lejrens hjemmeside, at den er blevet / ved at blive restaureret (2023).
Ladelund. Kun 6 km. fra den danske grænse ligger den nordligste af alle KZ-lejre. I Ladelund var der en lejr i nogle måneder i 1944. Den er på mange måder spændende at besøge og rummer mange gribende historier, som bl.a. er beskrevet i bogen: “Danmark syd for grænsen“. Selve lejren eksisterer ikke længere, men der er oprettet en dokumentationsbygning lige ved kirkegården, hvor de omkomne blev begravet. Trods lejrens nærhed har vi først besøgt den i 2020 – og senere.
Husum-Schwesing ligger umiddelbart uden for Husum i Slesvig-Holsten. Den var også en af de 87 udelejre under Neuengamme. Den er ligeledes godt beskrevet i bogen “Danmark syd for grænsen“, men den har også en fin og informationsrig hjemmeside. Alle informationsskilte i lejren er på både tysk, dansk og engelsk. Ofrene fra lejren blev begravet på Ostfriedhof i Husum. Der en fint markeret indgang lige over for Ferdinand Tönnies-Schule på Flensburger Chaussee.
Holocaust-mindesmærker findes efterhånden mange steder, og hver gang giver de anledning til debat. Den mest markante og omdiskuterede ligger i Berlin, men også andre byer har deres. Her vises monumenterne i Berlin og Wien (engelsk link). I Polen lå flere af udryddelseslejrene, og derfor er der også der mindesmærker – her er vist fra Jakobskatedralen i Stettin (Szczecin), hvor der også er et minde om Maximilian Kolbe. Men også holocaustmuseet Yad Vashem i Jerusalem skal vises, selv om man ikke må fotografere inde i museet.
Snublestene er en nyere type mindesmærker, som er skabt af den tyske kunstner Günter Demnig. Han begyndte allerede i 1992 at lægge disse små messingplader med navne og andre korte data over mennesker som boede, hvor stenen blev lagt i fortovet foran deres bolig. Der er nu lagt mere end 70.000 snublestene i over 24 lande – også i København. De her viste er fra Friedrichstad i Nordfriesland.
Theresienstadt i Tjekkiet besøgte vi også med skolen. Turene til Prag var kommet i stand allerede før Murens fald ved hjælp af Ivan Cuhra, lærer på skolen, og som var flygtet fra Prag i 1969. Efter Murens fald var det blevet lettere at rejse. I forbindelse med turene til Prag, gjorde vi ophold i KZ-lejren Theresienstadt, hvor også mange danskere havde været internerede. Med skolen besøgte vi lejren i 1994, men billederne her er fra et genbesøg i 2008.
Krakow var et godt skolerejsemål i 1990-erne, for det indeholdt så mange muligheder og vinkler til historie, sociale forhold osv. På den første tur, vi var med i 1993 oplevede vi, at eleverne kom og fortalte, at de havde set tyske nazi-biler i gaderne! Det viste sig, at det var optagelserne til filmen “Schindlers Liste“, som var i fuld gang. Vi besøgte naturligvis det jødiske kvarter Kazimierz, som var noget ramponeret på det tidspunkt. Der begyndte at ske en genopbygning og renovering, kunne vi se ved de senere besøg. I 2015 tog vi på en tur til Krakow igen for at se de seneste 20 års udvikling, og det var en positiv oplevelse. Denne gang besøgte vi så også en del af de steder, som var udgangspunktet for filmen, bl.a. gettoområdet syd for floden og det jødiske kvarter, og tæt på Schindlers fabrik. Vi nåede dog ikke ud til Plaszow-lejren, men kørte forbi den.
Auschwitz-Birkenau. Som nævnet besøgte vi lejren med skolen i 1990-erne på turene til Krakow. – Se billeder fra dengang her.
I 2015 tog vi en busrejse til Polen og gjorde holdt ved Auschwitz. På grund af et færdselsuheld undervejs var vi blevet forsinkede og kunne kun nå selve Aschwitz-lejren. Vi kørte kun lige forbi Birkenau med et kort ophold, uden at kunne gå til mindesmonumentet. Der var sket meget i udbygningen af museet, men på turen rundt i lejren og udstillingerne kunne vi helt genkalde os stemningen og fornemmelsen fra tidligere besøg.
Jeg vil slutte denne opsamling med et par billeder af Birkenau-monumentet, som vi ikke nåede i 2015 – billederne er fra besøg i 1995: Skannede dias. Selve monumentet er meget voldsom i sit udtryk. Hen mod hovedmonumentet er placeret sten med indskription på mange sprog. Ikke dansk, for der blev ikke transporteret danskere til lejren. Derfor vises den norske sten, for der var flere nordmænd blandt ofrene.
Se også min side om Jødedommen.
Tilbage står stadig spørgsmålet: Hvordan kan det være, at det kunne lykkes at forføre et kulturfolk som det tyske på den måde? Det spørgsmål ligger også bag tyskernes bearbejdelse af deres fortid. Man skelner skarpt mellem Denkmal, Mahnmal, Gedenkstätte og Dokumentationsstelle. Et stærkt eksempel mødte vi i Braunschweig i 2018: Foran Slotsarkaden ligger i fliserne en bronceplade på det sted, hvor nazisterne begyndte deres bogafbrændinger.
Opdateret 12/1 2024