Vi har haft den glæde og oplevelse at bo i Vendsyssel fra 1969-74 og igen fra 1985-1997. I de perioder lærte vi landsdelen, landskabet, befolkningen og sproget at kende og kom til at holde meget af det hele.
Vestvendsyssel har en storslået og dramatisk natur, hvis historie er præget af havets nærhed og de store sandflugter. Mange skæbner er beskrevet i form af levnedsbeskrivelser, strandingsberetninger osv. Der er oprettet flere fine museer, og mange oplysninger kan findes på Internettet. Mest dramatisk kommer det dog til udtryk i sognene omkring Løkken og Lønstrup, hvor kirkerne måtte lukke, fordi de blev udsat for sandflugt, men også fordi skrænten blev nedbrudt, og havet rykkede faretruende tæt på. Nedbrydningen skyldes både havets erosion af klinten og den udskridning, som skyldes det udsivende grundvand over klintens lerlag. Det kommer fint til udtryk på mindestenen over den nedlagte Kettrup Kirke syd for Løkken, der bærer indskriften:
Her gav slægterne møde, til sandet lagde mig øde.
Vinden, sandet og vandet, hvad enten vandet kommer oppefra, nedefra eller udefra, er stærke naturkræfter, som virkelig viser viser sig her ved klinterne i det vestlige Vendsyssel. Jeg vil ikke gå mere i detaljer med de ting, det er gjort mange andre steder. Men jeg blot nævne, at det udsivende grundvand langs lerlagene i klinten, som man kan se på stranden nedenfor Mårup Klint på følgende billede, spiller en større rolle, end man lige først skulle tro. Og så er sandflugten ved Rubjerg Knude virkelig en anskuelse i naturens kræfter!
Vi har haft mulighed for at følge naturens kræfter ved klinten mellem Hirtshals og Løkken i over 50 år! Da vi første gang stod ved Mårup Kirke i 1969, var der “langt” fra kirkediget til skrænten. Men efterhånden nærmede skrænten sig kirken og kirkegården, så man begyndte at nedbryde kirken fra 2008 til 2015, og i dag er alle dele af Mårup Kirkes fundamenter styrtet ned. Det ses tydeligt på nogle af de følgende billeder. Specielt på billederne af skrænten set fra Rubjerg Knude:
Jeg vil for en god ordens skyld notere GPS-punkterne for de kirker, der nævnes i det følgende:
Kettrup kirke (N57,31063 E9,66870) syd for Løkken blev som den første nedlagt i 1571 (se billeder ovenfor).
Furreby kirke (N57,38240 E9,72570) lige nord for Løkken er den eneste, der har overlevet på det oprindelige sted.
Lyngby kirke (N57,41278 E 9,74620) blev nedlagt / flyttet i 1913-14 (N57,40015 E9,75450). Tilbage er en del af den gamle kirkegård med klokkestabel, resten af kirkegården er styrtet i havet.
Rubjerg kirke (57,43644 E9,77300) blev nedlagt / flyttet i 1904 (57,41537 E9,77680). Tilbage er kirketomten med en del af vestgavlen ude i sand- og klitlandskabet ved Rubjerg Knude.
Mårup kirke (57,46248 E 9,78510) blev lukket i 1928, da Lønstrup kirke (57,46910 E 9,79000) blev opført. Siden har der været enkelte begravelser, koncerter og gudstjenester, sidste gang i 2008 inden nedrivningen begyndte. I dag er der ikke længere noget af kirkefundamentet tilbage, kun den østligste del af kirkegården, resten er styrtet i havet.
Nedenfor har jeg på billederne skrevet årstallet, så man får en fornemmelse. Det skal understreges, at billeder taget før 2005 er skannede dias.
Furreby Kirke:
Kirken er en romansk kirke opført omkring 1200, men er forlænget mod vest i 1937, hvilket ses af gavlen, som er i mursten. Den er forblevet brugt som kirke, selv om Løkken også fik sin kirke i 1898, og de to er nu kirker i ét sogn. Det er den eneste af de fire sognes kirker mellem Løkken og Lønstrup, der er bevaret op til vores tid. Kirken har aldrig været åben, når vi er kommet forbi.
Nørre Lyngby Kirke:
Den oprindelige kirke er opført i slutningen af 1100-tallet og fungerede som kirke indtil den blev nedrevet i 1913, og kvadrene blev delvist genanvendt til en ny kirke lidt længere inde i landet. Kirkens døbefont blev flyttet med til den nye kirke. Den er en helt særlig romansk granitfont med arkader langs kummen. Heri er placeret Livstræ, Sankthanskors (der kendes som seværdighedstegn), Hagekors (et gammelt livstegn misbrugt af nazisterne), runetegn for GUD.
Den gamle Kirkegård lå ca. 100 m. fra skrænten, da kirken blev flyttet. I dag er halvdelen af kirkegården styrtet i havet. Klokkestablen stod midt på kirkegården, da vi kom til Vendsyssel i 1969, men den er flyttet til det inderste hjørne i dag. Efterhånden som kirkegården er faldet ned, har både kiste- og knoglestumper kunnet findes på stranden.
Rubjerg Kirke:
Den gamle Rubjerg Kirke blev bygget omkring 1180. Det skal have været et rigt sogn, og kirken lå i den sydlige del af landsbyen. Men i 1600-tallet lå kirken alene tilbage, idet gårdene var flyttede. Den fungerede som kirke helt frem til 1904, hvor den blev nedbrudt og stenene genanvendt til en ny kirke længere inde i landet. Tilbage står en del af kirkens vestmur og en række gravsteder, der i dag er delvist overgroede. En helt særlig lille romansk gravsten tiltrækker sig opmærksomhed: Ikke alene er den nok Danmarks smukkeste romanske gravsten, men et lille fornemt kunstværk. Den blev stjålet i 1980 og var borte i 9 år, inden den blev afleveret til Vendsyssels Historiske Museum i Hjørring. Her stod den i museumshaven indtil den i 2008 atter blev placeret på Rubjerg Gamle Kirkegård. I den nye kirke blev en del af kirkeinventaret genanvendt. Det gamle korbuekrucifiks er f.eks. indsat i en ny alterudsmykning.
Mårup Kirke:
Mårup Kirke og stedet deromkring er indbegrebet af Vesterhavs- og naturdramatik! Her er det i den grad tydeligt, hvad naturkræfter kan udrette!
Da kirken blev bygget i 1200-tallet, lå den efter sigende midt i sognet. Det kan være svært at forstå i dag, men når man i over 50 år har fulgt udviklingen, får man en tydelig fornemmelse!
I 1928 byggede man en ny kirke i Lønstrup til afløsning for den truede Mårup Kirke, og fordi befolkningstallet i Lønstrup var voksende. Efterhånden er flere ting fra Mårup Kirke flyttet hertil. Derfor vises først lidt billeder herfra:
Mårup Kirke blev herefter kun benyttet til enkelte sommergudstjenester, bryllupper, begravelser, kirkekoncerter – og til filmoptagelser, bl.a. “Babettes gæstebud”. Men i 2008 var skrænten kommet så tæt på, at man blev nødt til at gøre noget. Man diskuterede kraftigt, om kirken skulle flyttes til et frilandsmuseum. Men kirken ville i den grad mangle omgivelserne, som gør den til noget helt særligt, og den dramatik kan ikke flyttes med. Man ville dog ikke lade den falde i havet, så man begyndte i stedet at nedbryde kirken, og fik på den måde mange værdifulde oplysninger om kirkebyggeriet i 1200-tallet og de senere ændringer. I 2015 var nedbrydningen og undersøgelserne færdige, og man markerede kirkens omrids med en lille jordvold. Siden da er hele kirkens fundament styrtet ned, og man har i tide samlet gravstene i den østligste del af kirkegården. Senest er også skibs-ankeret fra “The Crescent” blevet flyttet til restaurering.
Nedenfor vises billeder fra godt 50 år!
Opdateret 7/8 2025.