Tre Notre-Dame katedraler: Paris – Chartres – Reims

Tre Notre-Dame katedraler: Paris – Chartres – Reims

Notre-Dame katedraler er domkirker, der er indviede til Jomfru Maria. Den mest kendte er Notre-Dame i Paris, katedralen i Frankrigs hovedstad, og den er næsten blevet endnu mere ikonisk efter at være genopbygget efter branden 15. april 2019. Den fineste og mest harmoniske og kunstnerisk betydningsfulde er Notre-Dame i Chartres, der i disse år gennemgår en restaurering, der virkelig får den til at fremtræde så fornemt som nogensinde før. Notre-Dame i Reims er de franske kongers kroningskirke, og har derfor også en helt særlig betydning for Frankrig.

Disse tre gotiske Notre-Dame katedraler havde vi glæden af at genbesøge i maj 2025. Det var en kæmpeoplevelse; som jeg gerne deler med andre interesserede. I ovenstående tekst er der linket til beskrivelsen i Wikipedia.org. Nedenfor er der linket til kirkernes egne officielle hjemmesiders engelske udgave. 

Gotik

I Frankrig fik man i begyndelsen af 1100-tallet den ide at krydse de buer, man siden romertiden havde brugt ved bygningsværker. Dermed fik man flyttet trykket bort fra murerne og over til piller og buer uden for kirkevæggen og fik plads til store glasruder. En helt ny stil var grundlagt: Den franske Stil  – senere tider kaldte den Gotik – “den vilde stil”. Men gotik handler om meget mere end byggestil – det handler om menneskesyn og gudsbillede, og gennemtrængte måden at tænke og udfolde sig på i hele middelalderen. Her er vægten dog lagt på de tre kirker:
   

Notre-Dame i Paris

Er Frankrigs mest ikoniske kirke. Vidste man det ikke før, blev det helt klart under og efter branden 15. april 2019. Den berørte alle dybt, ikke alene i Frankrig, men jeg tror, at mange af os blev grebet af situationen og fornemmelsen af, at noget meget vigtigt var på spil. Præsident Macron var meget hurtigt til at sige, at kirken skulle genopføres, og allerede dagen efter var der sponseret over 1½ milliard kroner – og det fortsatte. Undersøgelser og genopbygning blev fulgt af medier – også dansk TV sendte spændende udsendelser om arbejdet med restaurering og genopbygning.

Forud for denne brand er der gået en lang historie, som man kan læse meget om mange steder.  Selv besøgte vi kirken i 2008. Den føltes dengang lidt mørk, men spændende og fyldt med mange fine detaljer, især de store vindues-roser mod syd og nord. Men udvendig var kirken allerede renset for mange års kulrøg og bilos. Det var sket med laser-lys, som brændte kulpartiklerne af uden at gøre skade, som det ellers ville være sket med fysiske eller kemiske rensninger. Interessant er det også, at kirkens vigtigste relikvie: Jesu Tornekrone  blev reddet, og at der er lavet en ny montre, som den udstilles i, de gange om året, hvor den vises frem.
At kirken er ikonisk på mange måder, kommer også frem ved, at når Lego skal lave en byggemodel af en kirke, må det blive Notre-Dame. 
Da vi havde set genindvielsen i TV før julen 2024 var vi opsatte på at se resultatet. Så ligesom vi i 2024 lavede en gensynstur til Prag, lavede vi i maj 2025 en gensynstur til Paris. Herfra vises billeder: 
 
Se de store glasroser i tværskibet i Notre Dame i høj opløsning (Dobbelt HD: 3840×2160 pixel – håndholdt zoom):     Syd-rosen       Nord-rosen

Notre-Dame i Chartres

Er Frankrigs mest betydningsfulde Maria-katedral. Det er samtidig en af de kunstnerisk set største katedraler. Allerede i kunsthistorie på Seminariet hørte vi om Chartres, og var meget opsat på at besøge kirken. Det fik vi lejlighed til i 2005 på vej hjem fra Bretagne. Det var en stor oplevelse, især den udvendige del, for indvendig var man gået i gang med restaureringen, og derfor var de store korvinduer dækket af. Det var tydeligt at se, hvordan røgelse, skorstensrøg og anden luftforurening i løbet af 800 år havde sat sine spor. I 2016 havde vi igen været i Bretagne, og på vej hjem besøgte vi flere af de store katedraler, og altså også Chartres. Det var imponerende, hvad der var nået med kirkeskibet, hvor man var i gang med vestenden. Kirken rummer et vigtigt Marie-relikvie, nemlig den tunika, som Maria bar mens hun ventede Jesus. Derfor var kirken et vigtig pilgrimsmål, og man kunne vandre en symbolsk pilgrimsvandring i den store labyrint på gulvet.
 
Besøget her i 2025 var virkelig et spændende gensyn, for efter de to tidligere besøg havde jeg fulgt en del med i, hvad der skete dernede, og havde et stort ønske om at ved selvsyn at opleve, hvor langt de var nået. Og de er nået langt! Hele kirkeskibet, koromgangen og det sydlige tværskib var færdig-restaureret. Man var i gang med det nordlige tværskib, og mangler så sideskibene. Til gengæld var man i gang med orglet, og derfor var der en afskærmning midt på den sydlige side af midterskibet. Jeg håber, at billederne giver et godt indtryk:
 
Se de store glasruder i Chartres-katedralen i høj opløsning (Dobbelt HD: 3840×2160 pixel – håndholdt zoom):      Vestrosen     De tre vestruder     
Syd-rosen     Nord-rosen     Kor-ruderne     Den blå Madonna    – Se også Tympanonen over Kongeportalen i høj opløsning.    
Læs min gennemgang af Glasruderne i Chartres-Katedralen fra besøget i 2016.
Læs min gennemgang af Portalerne i Chartres-Katedralen fra besøget i 2016.
Læs min gennemgang af Reliefferne på Kor-skranken i Chartres-katedralen fra besøget i 2025.
Ved vores besøg i 2005 købte jeg en CD med musik spillet på orglet i Chartres-Katedralen. Klik og lyt til “Vitrail” – Farvet glas:
 

Notre-Dame i Reims

Er Frankrigs Kroningskirke og derfor en betydningsfuld katedral. Her blev de franske konger frem til 1825 kronet, og her har Ærkebiskoppen af Reims sæde. Katedralen er en af de største gotiske katedraler i Frankrig, og især dens vestfacade er berømt. Ud over en række fine skulpturer har de tre indgange hver deres glasrude på tympanons plads, midter-døren (Kongeporten) oven i købet en rose, ud over den endnu større vestrose længere oppe. Reims-Katedralen blev stærkt beskadiget under første verdenskrig, da beligenheden var tæt ved fronterne. Efter krigen blev den genopført, men der er stadig mange spor af krigs-skaderne i murværket.
Vi besøgte kirken i 2005, på samme tur, som vi besøgte Chartres første gang. 
 
Turen i 2025 havde et stop i Reims som en del af hjemturen fra Paris. Det var dejligt at se, at også her er man i gang med at rense kirken og foretage restaureringsarbejder, selv om de ikke i øjeblikket er så omfattende som i Chartres. Også her var der mange besøgende, men der er bestemt også mange spændende ting at se. Bl.a. har kirken i apsisruderne nogle glasmalerier af Marc Chagall. Den blå farve ses med det samme, når man træder ind i kirken, som en markant farve over alteret langt mod øst. En spændende kirke at gå på opdagelse og gensyn i: 

Se de store glasruder i Reims-katedralen i høj opløsning (Dobbelt HD: 3840×2160 pixel – håndholdt zoom):    Vestrosen     Tympanonrosen     
Nord-tympanonruden     Syd-tympanonruden     Kor-ruderne     Chagall-ruderne 

Opdateret 27/6 2025