2026 Altes Land

2026 Altes Land

I april måned havde vi en del dejlige solskinsdage, så det gav os lyst til en lille forårstur. Det blev til Altes Land ved Elben lige vest for Hamburg. Vi har været der før, og det er et rigtig dejligt område med æbletræer i blomst!

Vi valgte at slå os ned på Hotel Altes Land i Jork, lige midt i området. Det gav mulighed for dejlige ture rundt i de små landsbyer og i æbleplantagerne. Vi besøgte Museum Altes Land i Jork, som har en masse om liv og kultur i Altes Land, og også  Museum Schwedenspeicher i Stade, som har et fokus på Stade som Hansestadsby. Desuden naturligvis et par af de spændende kirker. 

Noget af det meget interessante er de gamle bindingsværksgårde og de tilhørende pragtporte (ty. Prunkpforte). Gavlene på bygningerne er karakteristiske ved at have mursten mellem bindingsværket. Og de er formet i helt specielle og forskellige forbandter. De har været så vigtige, at selv nyere huse ofte har mønstre, der er inspireret af de gamle gavle.

   

På sådan et par dage kan man opleve en masse, hvis man har forberedt sig og har en åbent sind! Vi havde derfor også planlagt et par afstikkere på vejen ud og på vejen hjem. Igen handlede det om mindesmærker, som er omtalt i bogen om “Gedenkstätten und Erinnerungsorte“, som vi før har brugt at køre efter – se vores side om mindesmærkerne i Sydslesvig her.
På vejen ned besøgte vi en tidligere KZ-lejr, som var udelejr til Neuengamme: KZ-Gedenkstätte Kaltenkirchen in Springhirsch. Det var en lejr, hvor fangerne skulle arbejde med forlængelse af Luftwaffes landingsbaner.  Nogle kilometer derfra er der et gravsted, Gräberstätte Moorkaten, hvor mange af de omkomne fanger blev begravet i massegrave. 
På hjemvejen tog vi færgen over Elben til Glückstadt og kørte nordpå til Itzehoe, hvor et af de ældste mindesmærker for nazismens ofre blev rejst, allerede i 1946. Desuden besøgte vi Geschichtenberg, som oprindelig er en gammel broncealderbegravelse, men som blev brugt i nazisternes raceteorier som bevis på den ariske races lange historie i området. 

  Opdateret 16/5 2026