2025 Midt i Mecklenburg

2025 Midt i Mecklenburg

En rejse i Tyskland handler altid om NATUR, KULTUR og HISTORIE!  Sådan var det også på vores lille sensommertur i august 2025, hvor vi tog på en tur til Mecklenburgs centrale område omkring Güstrow. Selv om de tre ting ikke helt kan adskilles, kan det være godt nok at skelne mellem dem.
Man kan i dag forberede mange ting hjemmefra, men det er godt også at være åben for uventede oplevelser og overraskelser. Vi havde valgt at gøre forskellige ophold undervejs frem og tilbage og det var fint. Da vi kom frem til Hotellet fandt vi en brochure – nærmest et lille hæfte: “Mecklenburgs Mitte“, især om byerne og områderne omkring Güstrow, Krakow am See og Bützow. Og her var omtalt flere ting, end det vi havde forberedt hjemmefra – så vi gik i gang med at se nærmere på mange af tingene. Vi havde været på gennemrejse gennem Güstrow i 2008, hvor man var i gang med at restaurere Domkirken, og i 2015, hvor vi besøgte Slottet og Mariakirken. Denne gang var man ved at restaurere Slottet, så det var lukket. Til gengæld var der meget andet at tage fat på i de tre byer – så det gjorde vi!

NATUR
I august er det helt vidunderligt at køre rundt i det Mecklenburgske Søhøjland. Og vi var heldige med vejret – høj blå himmel og god sommervarme! Så vi indlagde flere små ophold og vandreture ved søerne. Uden for et supermarked stod en stor kortplanche, der antyder sølandskabet omkring byen. Det skal være de første ferieindtryk:

GÜSTROW
Er en gammel residensby for hertugerne over Mecklenburg-Güstrow indtil det indgik i hertugdømmet Mecklenburg-Schwerin i 1695. Slottet er et renæssanceslot fra slutningen af 1500-tallet, men er i dag museum. Mellem slottet og Hotel am Schlosspark, som vi boede på, er der anlagt en slotshave i den renæssancestil, som svarer til den oprindelige slotspark. Helligåndskirken lige øst for slottet var oprindelig et hospitalsanlæg med tilhørende kirke. Den rummer nu Nordtysk Julekrybbemuseum, med eksempler på julekrybber fra hele verden. I alt råder museet over 700 julekrybber, og det er en meget spændende og alsidig udstilling!
En rundtur op gennem byen fører til byens sognekirke Maria-kirken, der nu fremtræder som en treskibet halle-kirke, dvs. at alle tre kirkeskibe er lige høje. Kirken er ændret meget efter brande i 1500-tallet, men har bevaret meget fint inventar.  Den har således en helt enestående sengotisk Passionsaltertavle fra begyndelsen af 1500-årene, som virkelig er værd at studere nærmere!
Domkirken er en gotisk teglstenskirke, der er indviet til tre kvinder og en mand: Maria, Katarina, Cæcilie og evangelisten Johannes. Den har vist ikke været en egentlig domkirke, men en kollegiatkirke, der også var kirke for hertugslægten, og derfor rummer store anetavler for denne. Den har en stor og flot sengotisk Passionsaltertavle og desuden store træskårne apostelfigurer af Claus Berg – klik her for at se om dem på Wikipedia. Et krucifiks og en svævende engel af den lokale kunster Ernst Barlach. Den svæver over et mindesmonument over faldne fra første og anden verdenskrig. Ud over mange andre spændende ting findes der mindetavler over byens jødiske menighed og dens synagoge, som blev ødelagt under Krystalnatten i 1938.
Ud over pladsen, hvor Synagogen stod, og hvor den er mindet, er der nedlagt et stort antal snublestene (Stolpersteine) over jødiske indbyggere, som enten måtte flygte, eller som blev deporteret til koncentrationslejre, primært Auschwitz og Theresienstadt. Vi fandt dem alle, men har kun medtaget nogle af dem her. Til gengæld findes der en beskrivelse af de personer, der er omtalt på messingstenene på Wikipedia – klik her. Efter krigen var der ingen jøder tilbage i Güstrow, men man har altså mindet dem med de nævnte erindrings-steder. – At tyskland vedkender sig sin historie på godt og ondt ses også af en mindesten over for slottet over ofre for Stalinismens uhyrligheder – altså faktisk DDR-styret.
 
Se altertavlerne i høj opløsning (Dobbelt HD: 3840×2160 pixel – svarende til stor fladskærm):  Mariakirkens altertavle  –  Samme med forklaring  –  Domkirkens Altertavle  –  Samme med forklaring.

KRAKOW AM SEE
Ligger ca. 20 km. syd for Güstrow og den rummer så til gengæld en af Tysklands meget få bevarede synagoger. Det hænger sammen med, at menigheden i Krakow am See i 1930-erne var kommet ned under 10 mandlige medlemmer. Synagogen var derfor blevet indrettet som gymnastiksal, og undgik derfor at blive ødelagt. Efter krigen har ildsjæle ført den tilbage til sin oprindelige form, selv om der heller ikke her er jøder tilbage. Men man bruger også rummet til udstillinger og koncerter. Det er lykkedes at få synagogens oprindelige tora-rulle tilbage fra USA, hvortil den var blevet bragt af den sidste jødiske menighedsforstanders familie, der var flygtet i 1936. Der også bevaret den jødiske kirkegård, som er et hjørne af byens kirkegård.

BÜTZOW
Egentlig kørte vi ind omkring Bützow på vej til Güstrow. Byen har en Stiftskirke, dvs. en kirke, som har fungeret som en slags annekskirke med en slags domkapitel til domkirken i Schwerin – altså lidt den samme funktion som Haderslev Vor frue havde under domkirken i Slesvig. Kirken er netop blevet fornemt restaureret og har en helt særlig sengotisk Maria-altertavle, som i hovedfeltet har en fremstilling af 1. Marias død,  hvor hun er omgivet af alle apostlene. 2. Marias optagelse til himlen af Jesus og omgivet af en engleskare. 3. Marias kroning i Himlen. Ved siden af de tre fremstillinger i hovedfeltet er der fire mandlige helgener. Men derudover rummer den 12 kvindelige helgener i sidefløjene, og i predellaen (alter-fodstykket) en række mødre til nytestamentlige mænd som børn. Den er virkelig meget sjælden og meget fornem! En lille detalje vil jeg fremhæve: I Rosenkransaltre ser man normalt Maria i Rosenkransen bære Jesus til verden. Men her ser man Jesus i Stjernekransen bære Maria til himlen! 
Ud over den åbne feststilling rummer fløjaltertavlen også bemalede fløje til visning i advent- og fastetiden.
 
Se altertavlen i høj opløsning her  –  og med forklaring.

Opdateret 25/8 2025