Horne

Vi var ansat på Horne Ungdomsskole i to omgange: 1. juli 1969 – 31. juli 1974 og 1. august 1985 – 31. december 1997.

Første gang kom Thorkild direkte fra seminariet i Jelling. Hovedfagene blev matematik, kristendomskundskab og samfundsfag. Aase havde inden da suppleret sin handelsskoleuddannelse med kurser i maskinskrivning og kjolesyning, som hun underviste i som timelærer. Det blev fem gode år, og på et tidspunkt synes vi, at det ville være godt med andre erfaringer. Efter en afstikker til Holstebro og Hammerum vendte vi tilbage som forstanderpar  i 1985, hvor vi afløste Martha og Kurt Andersen, der stoppede for at overtage ledelsen af Løgumkloster Refugium.

horne-ca-1969 horne-ca-1972 horne-ca-1978 horne-ca-1984 horne-ca-1994

Se Hornes flotte hjemmeside – hvor man kan følge udviklingen siden dengang!

Det blev nogle af de mest spændende år i vores liv, som vi med glæde og taknemmelighed ser tilbage på.

Horne Ungdomsskole Elevstævne 2005

Her er lidt billeder fra vores tid i Horne:

Horne 100 år 1 Horne 100 år 2 Horne 100 år 3 Horne 100 år 4 Horne medarbejdere midten af 90-erne Thorkild som punker Thorkild som Figaro Horne træf i Løgumkloster Aase og Thorkild 1985 Aase og Thorkild ca 1990 Aase og Thorkild ca 1994 Aase og Thorkild ca 1996

Thorkild skrev nedenstående artikel til Elevforeningens blad Horne Nyt, hvori vi ser tilbage på tiden i Horne.

Horne Ungdomsskoles logo

GLIMT FRA HORNE  1985-1997

I efteråret 1984 læste vi i Kristeligt Dagblad, at Martha og Kurt Andersen skulle overtage ledelsen af Refugiet i Løgumkloster. Vi holdt familieråd, søgte og fik stillingen. Vi lovede bestyrelsen mellem 10 og 15 år. Det blev til 12½ – de bedste år i vores liv, tør vi vist godt sige!

Set i bakspejlet var det en særdeles spændende periode, uanset hvilket perspektiv, vi vælger at lægge ind over den.

Vi kom til en veludbygget skole, som ikke skulle være større, hverken med hensyn til elevtal eller areal. Derimod skulle der ske en tilpasning og udvikling på flere planer: Bygningsmæssigt var der behov for at tage fat på renoveringer. Juridisk skulle der arbejdes med vedtægter, samarbejdsaftaler, tjenestetidsforhandlinger m.v. Pædagogisk skulle vi se på nye vilkår for 11.klasse, emneuger, projektarbejde o.s.v. Administrativt skulle vi tilpasse os med EDB på kontoret (tænk engang: vores første computer havde kun 20 megabyte, og det var nok til tekstbehandling, regnskab og elevkartoteker!) Vi måtte i den periode tilpasse os til ændrede statstilskud, idet tilskud til f.eks. lærerløn faldt fra 85% til 70%, hvilket reelt var en fordobling af vores egenudgift. Og så var det en periode, hvor der blev født mange lærerbørn – ”vi” fik en dejlig flok børn, som vi satte meget stor pris på, og som var med til at fylde skolen med et frisk pust, helt anderledes end det liv, som udfoldede sig sammen med eleverne.

Historien kom tæt på:

Det var netop de år, hvor skolen fejrede sit 100-års jubilæum, og det betød en fordybelse i sammenhængen tilbage fra 1891, hvor det hed ”en skole for både troende og vantro” og til nutiden, hvor det hedder ”en kristen skole for alle unge”. Det viste sig, at vi – med undtagelse af skolens to første forstandere – havde mødt Søren Olesen, fru Blomgren, Edward Jensen, Chr. Davidsen, og naturligvis Martha og Kurt. Det var faktisk lidt specielt og gav en god sammenhæng i arbejdet med jubilæet.

Dernæst var slutningen af 80-erne de år, hvor antallet af mennesker, som kom til Danmark oversteg antallet af Danskere, som immigrerede. Den udfordring tog vi op. Vi havde i nogle år emneuger, hvor et antal flygtninge boende sammen med eleverne. De første hold var vietnamesere – og vi glemmer sent, hvordan de stod på scenen i hallen og sang om ”Mit elskede Saigon”! Et år havde vi også en gruppe palæstinensere boende. Det gav indblik i de forfærdelige forhold, som allerede dengang herskede i området. Det møde var helt sikkert med til at udvide elevernes verden!

Det var også de år, hvor ”muren” faldt, og det gav os muligheder for at stifte bekendtskab med Østeuropa på vore udenlandsture. Især står besøgene i Krakow og Auschwitz stærkt i erindringen. Ingen af os var uberørte af de oplevelser! Dertil kom, at vi et år havnede midt i optagelserne til ”Schindlers liste”.

Et par mure blev også væltet på skolen, idet vi påbegyndte renoveringer af eksisterende byggeri. Først var det køkkenet, så kom turen til elevgangene, hvor vi kom igennem næsten alle beboelsesafsnit. Klasse- og faglokaler fik en tur, og endelig kom renoveringen af fællessalen med et nyt musiklokale i forlængelse. Som det sidste, vi var med til, kom et nyt indgangsparti og en ny forplads til skolen. Alt sammen ting, som forbedrede rammerne omkring det liv, som er alfa og omega for en skoleform som Horne.

Vi havde en dejlig flok engagerede lærere, som var med til at skabe gode oplevelser og et godt fagligt udbytte for eleverne. Vi ved såmænd ikke, om eleverne blev dygtigere af at gå hos os, end de ville være blevet andre steder, men de mødte mennesker med holdninger. De mødte udfordringer og synspunkter på, hvad kristendom er, og hvad det vil sige at være menneske! Vi skylder alle medarbejdere en stor tak for indsatsen med eleverne og for det fællesskab, vi havde om opgaven!

Det blev til mange hundrede elever, som vi kom mere eller mindre tæt på. Det er vores fornemmelse, at eleverne ændrede sig i de år, hvor det sociale gled lidt i baggrunden for det mere selvkredsende – men eleverne er jo et billede af det samfund, som de er opvokset i. Vi tænker med glæde tilbage på mange gode diskussioner i timerne og på gode samtaler ved en godnatrunde eller i en weekend. Vi vil også gerne sige alle elever en stor tak for alt det, som vi havde sammen. Forhåbentlig lærte I noget ved det – i alt fald gjorde vi!

Som vi skrev i indledningen: Tiden i Horne blev nogle af vores bedste år! Mange flere ting kunne være nævnt: Vores sølvbryllup nogle varme sommerdage på skolen – oplevelser i Vendsyssel – havet og klitterne – befolkningen!

Vores hjerter banker endnu varmt for den tid – og for den opgave, som fortsætter deroppe. Vi blev godt rustede til de opgaver, vi nu står i: Aase som sognemedhjælper og Thorkild som leder af Folkekirkens Mission.
Årene fyldte vores tid – men hvad bedre er: De fyldte vores liv!

Aase og Thorkild Sørensen